Ingen tags endnu.
Mizuno Halve Marathon Amsterdam
21. oktober 2018
Nettotid: 2:52:04
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
Tårnet med de olympiske ringe og faklen tårnede sig op ved vores højre side, foran os drejede ruten til højre, og jeg vidste at nu skulle vi endelig ind på stadion og løbe de sidste 400 meter af mit 4. halvmarathon. Jeg løb med smerter i knæ og hofter, det var så slemt at jeg flere gange på de sidste 8-9 km havde tænkt at jeg ikke ville gennemføre. Jeg græd. Ruten var på dette sted pakket med folk og min stolthed bød mig ikke at give efter for smerterne, Jens klemte min hånd og råbte at nu var vi der, hold ud! Der var fotografer, larm, musik, man kunne høre speakeren inde på stadium sige noget på hollandsk, og så var vi endelig inde på stadion, på den røde bane. Til højre kunne jeg skimte en blå port hvor der stod 150 meter og den port låste jeg mine øjne fast på, men Jens sagde Se der, og pegede mod venstre, og jeg kiggede, og der var der en storskærm hvor vi kunne se os selv. Weird! Bemærkede flygtigt at jeg lignede en der kunne dratte om hvert øjeblik og løb med store smerter, og det var jo spot on, for det var præcis sådan jeg havde det!
Nå men back to the start. Vi tog fra Kolding med Flixbus lørdag d. 20. oktober kl 23. Turen derned var enormt hård, jeg fik praktisk talt ikke lukket et øje på den ca. 10 timer lange bustur. Bussen var langt fra hvad man kunne kalde komfortabel. Vi røg endda også ud i noget omkørsel i Tyskland, ikke langt fra den hollandske grænse, og det gav lige ca. 1½ times ekstra kørsel! Klokken var derfor over 9 da vi ankom til SloterDijk station.
Løbet skulle starte lidt efter kl 13, men vi skulle starte i Blå område som havde start 13.50. Det var helt vildt at stå mellem så mange mennesker, og turen op til startporten var virkelig lang, i sneglefart. Jens var lidt utålmodig efter at komme i gang men vi kunne ikke gøre så meget andet end bare følge med strømmen.
Jeg havde forinden haft en gevaldig krise, mens vi sad i hallen og ventede. Jeg var simpelthen så træt ovenpå busturen uden søvn, og derudover stresset over den store menneskemængde og det støj det gav - sikkert kombineret med manglende søvn der gjorde mig mere følsom overfor det. Jeg kunne faktisk ikke se mig ud af det, hvordan skulle jeg kunne løbe 21 km når jeg følte min krop var sløv og død. Tunge stive ben, hævede fødder efter 10 timer i en Flixbus. Rigtig mad havde jeg heller ikke fået. Kun crap. Lige en bolle med ost da vi ankom til Sloterdijk, og et æble senere, men ellers nul. Nej, det stod faktisk skrevet med fede runer, at det her - det kom til at gå galt. Jeg vidste det. Og det er jo nu engang sådan, at det man tænker, det bliver man. Ikke at jeg sådan vil sige at alt bare skyldtes mine negative tanker, for smerterne i mit knæ har en længere tid været tiltagende, og samme med hofterne, men min mentale tilstand kunne måske have flyttet det hele lidt. Tænker man at det nok skal gå, så kommer det også til at gå. Tænker man, at det bare slet ikke vil gå, jamen så kommer det også til at gå af røvens til. Tankens kraft er større end man tror!
Anyway, da vi stod i startområdet få minutter fra start, syntes jeg at jeg havde fået det lidt bedre. Så jeg håbede det ville gå.
Endelig bevægede feltet sig lidt hurtigere frem og så var vi endelig ved startporten, og satte vores ure i gang. Og satte fødderne igang. Der var masser af tilskuere, og folk råbte "Go Denmark", det var superfedt.
De første 8-9 stykker gik faktisk rigtig godt. Ikke så hurtigt som i Odense, men bedre end jeg havde turdet håbe på. Men så begyndte jeg at gå lidt i stykker, og det skyldtes at jeg havde memoreret hvor depoterne skulle være, og det var noget jeg virkelig klyngede mig til. Jeg vidste jeg kunne komme igennem det ved at løbe fra depot til depot. MEN...det fucking depot ved 9 km kom ikke hvor jeg troede det skulle, og det skete egentlig ved resten. Der var heller ikke energidrik der hvor jeg havde troet der skulle være det, og jeg ved jo godt det er noget pjat for jeg kunne sagtens komme igennem uden, men i min mentalepaniktilstand følte jeg at jeg ikke kunne, og noget i mig gav bare op. Jeg bandede og pev, brokkede mig over at et så stort løb ikke kunne finde ud af at sørge for der var nok energigel og drikke til de løbende. Alt det der hjalp mig intet, gjorde bare sagen værre, men jeg var bare dødfrustreret. Jeg havde nu intet at klynge mig til, intet der kunne få tankerne væk fra de stigende smerter jeg mærkede, særligt i mit knæ. Fra 10 km begyndte jeg at gå jævnligt, og det irriterede mig men jeg havde simpelthen så ondt og mit hoved var slet ikke med mig.
Men vi kom igennem det. Det er vidst det bedste jeg kan sige. Jeg gennemførte. 9 minutter langsommere end Odense, og det er da ret nådigt sluppet.
Efter løbet mødtes vi med et par løbevenner, og ellers skulle vi bare gøre os klar til hjemrejsen. Vi fandt et pizzaria hvor vi spiste aftensmad, og en Spar købmand hvor vi fik købt lidt at drikke til turen hjem, og så var det hen og finde bussen. Turen hjem blev om muligt endnu mere rædselsfuld end turen derned, en totalt pakket bus og smallere sæder med mindre benplads. Vi var så trætte og faldt i søvn men vågnede hele tiden fordi der var tusind grader varmt og kroppen gjorde ondt af at sidde i samme stilling. Aldrig igen. Flixbus - never ever igen!
